Kartofler:
Sættes i 2 rækker med 20 cm mellem planterne, 10 cm dybde.
De tidlige kartofler dækkes over med gennemsigtig plast, som fjernes straks efter fremspiring.
Efter fremspiring hyppes 2-3 gange i vækstperioden for at luge og dække kartoflerne til, så de ikke bliver grønne. Jorddække vil være godt at komme på efter sidste hypning.
Når toppen begynder at visne, skal den straks klippes ned med en hækkesaks og kommes på komposten.

Jordskokker:
Sættes så tidligt som muligt.
2 rækker med 30 cm mellem planterne i 15 cm dybde.
Da der kommer rigtig mange skud op fra forrige år, udvælges nogle af disse at dyrke videre på med den rette planteafstand.
Resten luges væk jævnligt. Høstes fra oktober og vinteren over.

Knoldselleri:
Plantes i 3 rækker i samme højde, som de har stået i potterne, gerne højere, med 40 cm afstand, forskudt af hinanden.
Vand godt efter plantningen. Vandes hver dag i 1 uge med ca. en kop vand til hver plante.
Jorden må på intet tidspunkt tørre ud i vækstperioden. Luges med en hakke ved at trække jorden væk fra roden.
Ca. 15. juli gives et lag kompost.
Fra sidst i juli, skal de nederste blade og sideskud fjernes.

Porrer
Sættes i 3 rækker i en dyb rille med 8 cm afstand. Inden planting skal planterne studses, så roden er ca. 3 cm lang. Plantes så dybt, at stedet hvor bladene deler sig er ca. 2 cm over jorden. Trykkes godt til, så rødderne får kontakt til jorden omkring.
Rækkerne hyppes, når planterne er i god vækst for at opnå et længere hvidt skaft.

 
Tilbage til dyrkningsvejledninger